Spring menu over

En samtaleskulptur tager form

En samtaleskulptur som kan man kan snakke, fortælle og fabulere ud fra har taget form. Et kastanjetræ som i hundrede år har myldret af liv og frem for alt af dejlige spisekastanjer fik svamp og blev dømt til fældning. I stedet for at fælde det helt og køre det i brændeovnen, har det fået nyt liv takket være trækunstneren Søren Brynjolf, som har skåret et meget flot skulptur med masser af historier i, som man kan snakke om, når man kigger på den. Der er ræv og egern, som er venner; der er ugler som er familie; der er svane, som skal ud at flyve langt væk og ikke mindst er der Ydun med ungdommens æbler og blomster i håret. Der er altså masser at snakke og fabulere om – tanken er at det skal give borgerne endnu en grund til at komme ud i lys og luft.

Dyreruten - sommer 2019

Der står en ko, La’ vær og glo. Vi er da mægtig fine venner vi to, synger Lilleper i en gammel far til fire-film. Der bliver spærret øjne op ved synet af Bocentrets nye køer, både af forbipasserende kajakroere, som undrer sig, og af borgerne, som tager godt imod de nye venner. Køerne kan klappes og klatres på. De kan også fremkalde gamle minder hos borgerne, som kommer i tanke om oplevelser med kører fra barndommen. Køerne kan på den måde igangsætte gode snakke. Andre dyr - høns, gæs og gris - står rundt omkring på området og danner på den måde en dyrerute, som kan gennemføres.

Kørestolsgynge og Yduns Lund. Etableret 2018-19

Der etableres endnu en gyngecirkel med en kørestolsgynge, hvor borgere der bruger kørestol kan få udfordret den vestibulære sans, brugt deres venepumpe, få kildren i maven og grine sammen med andre. Det er således både en social aktivitet, en bevægelsesaktivitet og en sanseaktivitet. Cirklen er placeret i nærheden af samlingscirklen, som er et knudepunkt for aktiviteterne ved søen. På den måde er borgerne der bruger kørestol inkluderet i fællesskabet. De kan desuden have kontakt med borgerne, der gynger på de andre gynger, da de to slags gynger er placeret næsten på linje. Samtidig er gyngen placeret tilstrækkeligt langt væk fra samlingsstedet til at sansestimuli herfra ikke forstyrrer i en sådan grad, at gyngeoplevelsen som kan være udfordrende for kørestolsbrugere, som ikke er vant til ret megen stimulation af den vestibulære sans, bliver forstyrret af dette.

Yduns Lund er navnet, som vi har givet de 30 æbletræer plantet op ad den græsklædte skråning. Her kommer vi til at samle de mange forskellige æblesorter - heriblandt yduns æbler:) som kan smages, og bages over bålet. Nogle af træerne er plantet tæt på stien, så æblerne kan plukkes fra kørestol.

Første etape - som er etableret i 2018

Samlingscirkel
Der er etableret en bålplads for at skabe samling om ild med samvær, hygge og ofte...pandekager. Denne samlingscirkel skal også danne udgangspunkt for de øvrige aktiviteter borgerne kan foretage sig ved søen. Den er arnen som man samles om og går ud fra.

Gyngecirkel
Der er etableres en ”gyngecirkel” med to gynger for at give borgerne mulighed for at udfordre den vestibulære sans. Denne cirkel er for borgere der ikke bruger kørestol. Cirklen er etableret tæt på samlingscirklen for at skabe sammenhæng og tryghed. En hæk i mellem de to cirkler forhindrer, at borgerne kommer til at gå ind foran dem der gynger.

Tankerne bag det hele

Området ved søen giver mulighed for en mængde sansestimulering i sig selv – bølgerne der klukker i Esrum Sø, vinden der suser i bladende på de store træer, og skråninger, som man kan traversere.
Formålet med Følstrup version 2.0 er dermed i høj grad at skabe bedre muligheder for at man kan opholde sig ved søen i et meningsfuldt socialt fællesskab, og dermed får lyst til at være i naturen et stykke tid. Samtidig ønsker vi at skabe mulighed for mere aktivitet, samt udfordringer for den vestibulære sans.
Vi har fokus på at:
• At borgerne kan lære gennem sociale aktiviteter i naturen
• At sansemotorisk udfoldelse får bedre vilkår
• At stimulere den vestibulære sans (gynger mv)
• At det bliver muligt at nå frem til disse oplevelser indenfor en overskuelig tid, således at energien ikke bruges på en strabadserende køretur, men i højere grad på selve aktiviteten – dette gælder især for de ældre borgere

Vi har defineret en række værdier, som vi forholder os til i udformningen af Følstrup version 2.0 – hvert element skal:
• Øge muligheden for aktivitet, nydelse eller begge dele
• Kunne bruges af borgeren alene eller sammen med medarbejdere
• Falde ind i naturen ved søen
• Ikke forstyrre udsigten
• Ikke være udelukkende sanseelement – men sanseelementer skal integreres i anden funktion
• Være enkelt at gå til

Logo