Følstruphusene er et tilbud til unge og voksne med forskellige former for udviklingshæmning, som medfører et gennemgribende behov for støtte og omsorg i hverdagen. Følstruphusene er smukt beliggende cirka 7 kilometer nord for Hillerød i det naturskønne Nødebo. I Hus 1 og 2 bor der tyve borgere. I Hus A, B, C og D bor der 39 borgere. I den smukke park fører en handicapvenlig sti direkte ned til Esrum Sø. De gode rammer i Nødebo giver mange muligheder for udfoldelse for borgerne.
Målgruppen
Borgerne kan have forskellige grader af psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Disse omfatter multipel funktionsnedsættelse, kognitive forstyrrelser, mobilitetsnedsættelse, kommunikationsnedsættelser, erhvervet eller medfødt hjerneskade, autisme og sindslidelser.
Boenheder og afdelinger
Husene på Nødebovej 55F (Hus 1-2) rummer 20 store, lyse lejligheder opdelt i to boenheder. De er opført i 2005 af Boligselskabet Nordsjælland, som også ejer dem. Haven, som omkranser husene mod vest, er grøn og frodig og benyttes flittigt til grillarrangementer om sommeren.
Husene på Nødebovej 38 (Hus A-D) ligger smukt med udsigt ud over Esrum Sø. De 39 lejligheder er opdelt i fire mindre boenheder med hver deres fællesarealer og køkken. Fra alle huse og lejligheder er der direkte udgang til en privat terrasse. Boligerne er renoveret i 2006 og ejes af Lejerbo.
Lejlighederne
Alle lejlighederne er på omkring 40 kvadratmeter og indeholder en stue, et soveværelse og et toilet med bad. I forbindelse med stuen er der en lille køkkenniche.
Lejlighederne på Nødebovej 55F består af et soverum, et badeværelse samt en stue med te-køkken.
Lejlighederne på Nødebovej 38-40 består af stor stue med mulighed for opdeling, i stuen er der te-køkken. Til alle lejligheder hører en lille have eller fransk altan.
Fælles opholdsstuer
Alle boenheder rummer gode fællesarealer med plads til at beboerne kan se tv, spise, lave mad eller deltage i madlavningen, og hvad de ellers har lyst til. På Nødebovej 38 er der desuden adgang fra fællesarealerne til en stor, fælles terrasse. På Nødebovej 55F har vi en stor fælles altan på 1. sal, og to fælles terrasser i den store have.
Haverne
Både på Nødebovej 38 og 55F er der store haver, hvor beboerne kan grille, gå ture eller slappe af.
Der kører bus en gang i timen i dagtimerne til Hillerød Station. Netto ligger inden for gå-afstand i Nødebo.
Der er mange aktiviteter og traditioner i Følstruphusene.
I slutningen af december afholder hver bo-enhed en julefest for beboere og pårørende. Med jævne mellemrum afholdes grillfester ved bredden af Esrum Sø, hvor beboerne kan komme ned og hilse på og få en grillpølse, og vi alle kan hygge os lidt sammen.
Ud over de fælles arrangementer har alle husene desuden deres egne festligheder og pædagogiske aktiviteter, fx:
•Gåture i de naturskønne omgivelser ved Følstrup og køreture i Nordsjælland
•Ebberød Kulturhus: Tirsdags-ensemblet spiller op til dans for mennesker med funktionshæmning fra hele Nordsjælland.
•Fødselsdagsfejring: Fødselsdage fejres på den måde borgeren ønsker det
•Sølund Festival: Danske stjerner rocker på den årlige festival i Skanderborg - der tager vi gerne hen og rocker med:)